Manglende selvtillid er noget vi har fået foræret fra vore forældre, lærere, chefer, kollegaer og veninder. Jo mindre ros og komplimenter vi får fra vore omgivelser des mindre selvtillid får vi til vor skønhed. Hvem kender ikke det, at man hjernevasker sig selv med selvnedvurderende tanker. Skønhedsselvtillid er en sjælden vare, men det behøver ikke være sådan. Tillid til din skønhed kan du erhverve dig, hvis du øver dig og lader handling følge ord. Du får en rigere tilværelse, men du gør også tilværelsen rigere for andre.
Din opfattelse af, hvordan andre vurderer dig, er helt afhængig af, hvordan du vurderer dig selv. Dine gener bestemmer f.eks. farven på dine øjne, hår og højde, men de bestemmer ikke din skønhedsselvtillid og selvagtelse. Plag ikke dig selv med negative tvangstanker, der kan være årsag til din skønhedsadfærd. Bryd den onde cirkel hvor dine selvskabte og negative “profetier” bliver selvopfyldende. Teknikken i skønhedsselvtillid kan virke mekanisk og lidt latterlig, men jeg kender da mere end én, der efter at have plaget sig selv med nedvurderende tanker længe nok kan stoppe dem ved at sige til sig selv: “Hold nu op med det pjat. Du er god nok.” På den måde kan du frigøre dine tanker til noget konstruktivt for din skønhed.
Angsten for at blive målt og vejet for let, blive til grin eller mobbet sidder dybt i os alle, og den kan virke handlingslammende. De grimme tanker kan blive en besættelse, og du kan gentage dem og gentage dem og kan ikke gøre dig fri af dem, ligesom med en melodi du får ind i hovedet og ikke kan slippe af med. Sammen med janteloven og urimelige indre krav om perfektionisme har det en negativ indflydelse på din livsglæde og selvtillid. Vær dig din skønhed bevidst. Træf dine egne beslutninger, sæt dig dine egne personlige mål, men glem heller ikke at bede andre om råd. Udtryk din mening uden at dominere andre, og værdsæt både dig selv og omgivelserne positivt.
Du har tillid til din skønhed når du kan smile og se folk i øjnene, give et fast håndtryk, rette ryggen, konversere og tale med andre så de hører hvad du siger, turde bede om det du vil have og kunne sige nej. Vi er desværre blevet opdraget til ikke at være mindst mulig forfængelige og heller ikke rose os selv, derfor giver vi også sjældent komplimenter til andre. Resultatet bliver at vi tænker: Det kan såmænd være lige meget, hvordan jeg ser ud. Der er alligevel aldrig nogen, der lægger mærke til mig. Når det så endelig bliver sagt noget pænt om ens udseende reagerer mange uden skønhedsselvtillid. De føler sig mindreværdige og usikre, og svarer derfor aggressivt eller underdanigt på rosende omtale.
Når du får et kompliment for din nye frisure viser du manglende skønhedsselvtillid ved at svare: “Siden hvornår har du fået forstand på hår? Du kan da se, at frisuren er ganske almindelig!”, eller “Nåh, den er da ikke noget særligt”. Svar med skønhedsselvtillid, det er det bedste fundament for din skønhed. Næste gang du roses siger du f.eks.: “Tak skal du have. Jeg er også selv glad for det”, “Tak, jeg synes faktisk også, det klæder mig” eller “Hvor er det hyggelig at du nævner det, for jeg er simpelthen også selv så glad for det”. Husk at give komplimenter til den, der roser dig, så vil du få endnu mere påskønnelse og anerkendelse. Du vil hurtig opleve at når du smiler vil også andre smile til dig.
Når du ikke lytter til Beauty nap, kan du alligevel forbedre din skønhedsselvtillid ved f.eks. at udarbejde slogan til en reklamekampagne. Analyser din krop og dine egenskaber, og brug svarene på de nedenstående spørgsmål til at markedsføre dine positive fortrin på ligesom til fjernsyn, radio, forsamlinger, ugeblade og aviser. Reklamebudskabet skal fange og fastholde andres opmærksomhed, og overbevise alle om din fantastiske skønhed. Vælg et tidspunkt hvor du er alene og ikke løber nogen risiko for at blive forstyrret. Træk telefonstikket ud, stil dig op foran et spejl, tag gerne tøjet af, og giv dig god tid til at diskutere hver legemsdel med dig selv.
Hvilke dele af min krop er jeg tilfreds med, og stolt af?
Hvilke skønhedsmæssige fortrin har jeg?
Hvad vil jeg helst modtage komplimenter for?
Hvilke skønhedsmæssige karakteregenskaber besidder jeg?
Hvordan har jeg udviklet min skønhed de sidste par år?
Hvordan kan jeg pleje min skønhed optimalt?
Du er sikkert kommet frem til efter, at have vejet det positive mod det negative, at du ikke er grimmere end de fleste. Du er blevet bevidst om at det ikke står så galt til med dig selv, som du gik rundt og troede. Visualiser dette tankebillede hver gang du mangler skønhedsselvtillid. Gør det hyppigt og konsekvent, og du vil opdage at den manglende skønhedsselvtillid viser sig sjældnere og sjældnere. Du har sikkert også lagt mærke til at mange berømtheder må betragtes som uheldigt skabt, men alligevel er de populære og karakteriseres som kønne – hvorfor? Det er fordi de kamuflerer “skavankerne” og samtidig understreger og fremhæver de fysiske egenskaber de er tilfredse med.